Med Ret Til At Dræbe

Omkring fire hundrede danskere blev under besættelsen likvideret under mistanke for stikkervirksomhed. Nogle af dem blev skudt, når de en aften åbnede deres entrédør, andre fik en kugle i nakken en tidlig morgen på vej til arbejde.

Efter befrielsen besluttede ledende modstandsfolk og regeringen, at næsten ingen af de 400 drab skulle efterforskes eller forelægges en domstol. Modstandsfolket fik mundkurv på og mange af de unge kvinder og mænd, som udførte likvideringerne, stod nu alene tilbage med deres oplevelser: At have dræbt et andet menneske på helt nært hold! Og at det har givet vidtrækkende konsekvenser, ikke blot for de implicerede – men også for deres familie og børn, vidner denne stærke dokumentar om!

Flere begik efter krigen selvmord, fik psykiske problemer eller tyede til alkoholisme, mens det lykkedes for andre at klare sig igennem og skabe et næsten normalt liv med job og familie og venner.



Likvideringerne har og vil altid være omgærdet af ubehagelige følelser, fortrængning og myter, ikke mindst blandt modstandsfolkene selv.  En sejlivet myte har f.eks.  fortalt, at det var Frihedsrådet, som besluttede hvem der skulle likvideres.

Men i dag står det klart, at rådet aldrig har truffet beslutning om én eneste likvidering. Beslutningerne blev truffet af det illegale politi, af modstandsgrupperne selv og i nogle tilfælde af den enkelte modstandsmand.

Disse mennesker fortalte for første gang om deres oplevelser til journalisten Peter Øvig Knudsen i bogen ”Efter drabet”,. Med denne stærke prisbelønnede dokumentarfilm  ligger beretningerne nu gemt til eftertiden på film.